Møde om Hop on - Hop off busser på Frederiksberg

torsdag, 31 maj, 2018

Næste møde i netværket for turisme er fredag den 22. juni kl. 8.00-10.00 med Hop on - Hop off busser på agendaen. Deltagerne på det første netværksmøde i maj var meget interesserede i at få undersøgt, om busserne kunne indlægge nogle flere stop på Frederiksberg.

Det er et spørgsmål, vi undersøgte sidste sommer, hvor det stod klart, at det kræver en investering, fordi busselskaberne skal ændre deres speak på 12 sprog, når der tilføjes nye elementer på ruten. Desuden skal der ændres i markedsføringsmaterialet. Ingen af delene er helt billigt. På netværksmødet blev det anført, at det var en udfordring, der måske var overkommelig, hvis mange aktører vælger at  bidrage. 

Med det afsæt har vi undersøgt mulighederne igen. På det kommende møde præsenterer vi de scenarier, vi kan se. Scenarierne omfatter bud på mulige ruter, koncept og økonomi. Det haster lidt, hvis busserne skal køre på Frederiksberg fra næste sommer. Arbejdet med at ændre i markedsføringsmaterialet begynder nemlig allerede i september.  

Spørgsmålet om økonomi og mulige modeller for betaling fra aktørerne skal også afklares, hvis projektet skal være levedygtigt.

Så hvis du og din virksomhed har en interesse i flere turister på Frederiksberg med Hop on - Hop off busserne, så er det nu, der er en mulighed.

Tilmelding:
For at sikre overblikket over antal deltagere, bedes du tilmelde dig ved at sende en mail til erhverv@frederiksberg.dk - husk at angive dine kontaktoplysninger. Du er også meget velkommen til at ringe til erhvervskonsulent Helle Christoffersen på telefon 2898 0240 for at høre mere og tilmelde dig.