NyhederGod gang i GoGreen netværket

God gang i GoGreen netværket

05. september 2018
Nyhed

GoGreen netværket på Frederiksberg har eksisteret et lille års tid. På Frederiksberg har 44 virksomheder valgt at deltage. Hensigten med netværket er at understøtte virksomhedernes bestræbelser på at være bæredygtige, dele erfaringer og få inspiration.

På møderne har der blandt andet været oplæg om bæredygtig branding og FN’s verdensmål.
De tilmeldte virksomheder er fra forskellige brancher og med forskelligt afsæt, men fælles for dem er ønsket om at drive en mere bæredygtig virksomhed.

Deler erfaringer og får inspiration
”Vi er en café, der overvejende benytter økologiske råvarer. Det er en god idé for os at netværke med andre virksomheder for at få ny inspiration til at forbedre vores miljøarbejde. Der er altid nye veje at gå og nye potentialer,” fortæller Vanessa Selandia fra cafeen Pauseriet om sin motivation for at deltage i netværket.

Workshops der styrker den grønne indsats
Senest har 11 lokale virksomheder valgt at deltage i to workshops, der hjælper deltagerne med at udarbejde en miljøpolitik og handleplan for den enkelte virksomhed, som siden kan kommunikeres til kunder og samarbejdspartnere. Virksomhederne får også gennemgået de forskellige mærkningsordninger, så de kan vurdere, hvad der er relevant for dem. Deltagerne får undervisning og feedback af Jette Ebbekær Thomsen fra groconsult.

En af deltagerne er Fælleskassen: "Vi er en andelskasse, som kunderne blandt andet vælger på grund af vores grønne profil. Vi får rigtig meget ud af at deltage i dette workshopforløb, for vi vil hele tiden gerne blive bedre. Jeg har især fået inspiration til, hvordan vi kan få fortalt de gode historier", fortæller filialchef Lars Michael Jensen.

De øvrige 10 virksomheder, der har deltaget i workshoppen, er Zenz Organic, Vester Kopi, Pauseriet, Vølve, Textur, Fix Idé, Elisabeth Gierus, Beauty Avenue, Loppeshoppen og Plyssky.

Vil du vide mere om GoGreen og det lokale arbejde på Frederiksberg kan du kontakte specialkonsulent Pia Staalgaard, By- og Miljøområdet, tlf. 28984077 eller mail pist04@frederiksberg.dk

Nyheden blev udgivet Onsdag 5. september, 2018