NyhederOpbakning til turistbusser på Frederiksberg

Opbakning til turistbusser på Frederiksberg

13. August 2018
Nyhed

Deltagerne i det nye turismenetværk mødtes den 22. juni for at se på hvilke mulige modeller og økonomiske scenarier, der kunne være for hop on hop off turistbusser på Frederiksberg.

Deltagerne var mest stemt for modellen fra Stromma. Stromma koncernen er Nordeuropas største udbyder af sightseeing, og har  følgende brands i Danmark: Hop On Hop Off, Copenhagen Excursions, City Sightseeing Copenhagen og Canal Tours m.fl. 

Strommas finansieringsmodel var mest attraktiv for mindre aktører, som der er mange af på Frederiksberg.
For at realisere Strommas model, skal der rejses kapital til ændringen af speaket i bussen, så de nye stoppesteder får hver deres præsentation på 11 sprog.

Annoncering via kuponhæfte
Derudover er finansieringen skruet sådan sammen, at helst otte deltagere på Frederiksberg skal tegne sig for kupon-annoncer i mindst to år. Denne model er operationel for detailhandlen, og Frederiksberg Erhverv er allerede gået i gang med at forsøge at komme op med mindst tre, forhåbentlig fire kuponer. Fordelen er, at flere kan slå sig sammen om en kupon, den skal blot være nem at afkode og indløse for modtageren. Andre deltagere i netværket kunne også se fordelen i kuponerne.

Kuponerne er med i et hæfte, der gives til alle Strommas gæster i København. Det vil sige på andre hop on hop off ruter i København samt havnerundfarterne.

Ruten
Alle parter er naturligvis interesseret i, at ruten passerer flest mulige attraktioner og handelsveje på Frederiksberg. Samtidig skal der tages hensyn til, at en tur ikke må tage længere end 45 minutter.
Zoologisk Have og Carlsberg er de største attraktioner i området, og det er derfor naturligt, at ruten passerer dem.

Stromma har prøvekørt en rute, som der linkes til herunder. Bemærk det er et udkast. Stoppestederne er ikke helt på plads, og der er ikke indhentet tilladelser fra myndighederne endnu.

Se ruten her

Nye deltagere
Såfremt du som virksomhed vil høre mere, ønsker at annoncere eller medvirke til finansieringen af speaket, er du meget velkommen til at skrive til erhverv@frederiksberg.dk eller kontakte erhvervskonsulent HelIe Christoffersen, tlf. 28980240, som kan informere nærmere og formidle kontakten til Stromma. 

 

Nyheden blev udgivet Mandag 13. August, 2018